Liste over hockeystrategier
IshockeyStrategi er nøglen til at score, forsvare og vinde ishockeykampe. Holdene bruger forskellige strategier i de offensive og defensive zoner og i powerplay og straffeslag. Strategier udvikles og opbygges ofte under træninger i løbet af ugen op til kampdagene. Strategier hjælper et hold til at føle sig forberedt og synkroniseret på isen. Spillerne er mere tilbøjelige til at blive placeret korrekt og arbejder bedre sammen med deres holdkammerater, når de bruger strategierne effektivt.
Indholdsfortegnelse
- Liste over ishockeystrategier
- Strategier for offensive zoner
- Strategier for defensive zoner
- Power Play-strategier
- Strategier for straffesparkskonkurrence
Liste over ishockeystrategier
Der er mange strategier involveret i ishockeysporten. Det er op til trænerne at udforme spil, der giver deres hold en strategisk fordel i forhold til modstanderholdet. Her er de vigtigste typer af ishockeystrategier.
- Offensive strategier
- Defensive strategier
- Power Play-strategier
- Strategier for straffesparkskonkurrence
Strategier for offensive zoner
Når holdene befinder sig i deres offensive zone, anvender de strategier til at lægge pres på spillerne i den defensive zone og skabe scoringsmuligheder. De tre mest almindelige offensive systemer, der anvendes i ishockey, er 1-2-2, 1-3-1 og 2-3.
1-2-2 formation
1-2-2 er en almindelig strategi, der bruges i den offensive zone. Den indebærer, at en forward er den primære forechecker, mens de to andre forwards dækker hver sides halvvægge. De to backs udgør baglinjen i tilfælde af, at modstanderen er i stand til at bryde pucken op i den neutrale zone. Den primære forechecker har til opgave at tvinge forsvarsspilleren til at vælge en side, hvor han skal bære eller aflevere pucken op. Når den modspillende back har valgt en side, skal den forward, der står på den pågældende halvmur, lægge ekstra pres på ham. Denne strategi er enkel, men effektiv, hvilket gør den til et populært valg for hold i alle aldre og på alle færdighedsniveauer.
1-3-1 formation
1-3-1 er en nyere strategi, som er blevet implementeret af hold i den offensive zone. I lighed med 1-2-2 omfatter 1-3-1 en primær forechecker, der presser modstanderholdet i den offensive zone. To spillere yder støtte på hver halvmur, normalt en forward og en back, som regel en forward og en back. En tredje spiller er også placeret i midten af isen på linje med de to spillere på halvmuren. Denne spiller, som regel en af angriberne, vil forsøge at presse ethvert spil mod midten af isen, hvilket er en almindelig taktik, der bruges til at forpurre andre strategier. Dette pres mod midten af isen, ud over spillerne på de halve vægge, afskærer alle afleveringsveje og frie ruter, når det udføres korrekt. Svagheden ved denne strategi ligger i den manglende dybde i forsvaret, hvilket kan føre til breakaways og odd-man rushes for modstanderen.
2-3 dannelse
2-3-strategien i den offensive zone er mindre udbredt, da den kræver en yderst vanskelig balance mellem aggressivitet og passivitet. To forecheckere har ansvaret for at forfølge pucken aggressivt nede i dybden, mens de tre resterende holdkammerater er stationeret i toppen af zonen. Hvis modstanderen er i stand til at flytte pucken op i den ene side, vil den spiller, der spiller højt oppe i den side, falde ned for at presse dem. Dette vil resultere i, at der kun er to spillere på baglinjen, så de skal sørge for ikke at være for aggressive.
Strategier for defensive zoner
Strategierne i den defensive zone er fokuseret på at afskære afleveringsveje, presse pucken og fremtvinge turnovers. De tre vigtigste ordninger, der anvendes i den defensive zone, er zonedækning, mandedækning og overbelastning af den stærke side.
Dækning af zoner
Zonedækning er den mest almindeligt anvendte defensive zonestrategi i ishockey. Den indebærer, at hver spiller dækker et bestemt område af isen, uanset hvilken modspiller der befinder sig i det pågældende område. De to fløje dækker området nær toppen af cirklerne og den blå linje og leder efter muligheder for at bryde pucken ud og dække modstanderens forsvarsspillere. De to forsvarsspillere dækker områderne i hvert af deres respektive hjørner hele vejen til forsiden af nettet. Deres opgave er at presse pucken og forhindre afleveringer til den forreste del af nettet. Centeren skal hjælpe med at støtte forsvaret og give et ekstra lag forsvar i hjørnerne og foran nettet.
Mand Dækning
Manddækning er mindre almindelig end zonedækning i ishockey, men bruges stadig af nogle hold. Denne strategi indebærer, at hver spiller i den defensive zone skal dække en modspiller. Hold, der bruger en version af mandsdækning, spiller en hybrid mellem mand- og zonedækning, som omfatter en bestemt spiller, der følges af en bestemt forsvarsspiller.
Overbelastning af den stærke side
Overload på den stærke side er en strategi, der placerer alle forsvarsspillere på den ene side af den offensive zone. Den ligner i sin form zonedækningen, bortset fra at alle spillere er flyttet horisontalt over på den ene side af isen. Den stærke sideoverbelastning har til formål at fjerne plads for det angribende hold til at flytte pucken og fremtvinge turnovers.
Power Play-strategier
Et powerplay er, når et hold har en mand i fordel over modstanderen som følge af en straf. Der anvendes forskellige strategier i den offensive zone af hold i et powerplay, især paraplyen og overbelastning.
Paraply
Paraplyen er en powerplay-strategi, der bruges i den offensive zone, og den er formet som sit navn. Paraplyen består af to forwards nede i den offensive zone, mens de tre andre holdkammerater er spredt ud oppe ved den blå linje. Denne strategi er designet til at åbne op for afleveringsbaner og skabe skud fra det høje slot samt one-timers foran målet.
Overbelastning
Overload er en powerplay-strategi, som bruges af hold i alle aldre og på alle niveauer. I overload spiller to backs på point nær den blå linje, en forward på halvmuren, en forward i hjørnet og en foran nettet, alle på den samme side af isen.
Strategier for straffesparkskonkurrence
Et hold er på straffeslag, når de er en mand i undertal på grund af en udvisning, der er blevet begået. De har derefter til opgave at forsvare strategisk og bruge forskellige metoder til at holde pucken ude af nettet. De mest almindelige straffesparksstrategier er boksen, diamanten og trekanten.
Boks
Boksen bruges i den defensive zone primært, når modstanderholdet er i en overload-formation. I boksen dækker de to forwards det høje slot og spidsen, mens to backs dækker det lave slot foran målet. Denne strategi har til formål at afskære pasningsbaner og forhindre skud fra områder med mange scoringer.
Diamant
Diamanten er en anden strategi til straffesagsbekæmpelse i den defensive zone og bruges typisk, når modstanderholdet er i en paraplyformation. I modsætning til boksen er der i diamanten kun en forward i den høje slot og en back foran målet. De to andre holdkammerater er placeret i nærheden af hver face-off dot for at forhindre one-timers. Hovedformålet med denne strategi er at dække modstanderen højt oppe i zonen og forhindre one-timers fra pasninger på tværs af isen.
Trekant
Trekanten er en strategi til udvisning i den defensive zone, der bruges, når holdet mangler to spillere i et 5-mod-3-scenarie. I trekanten er der typisk to forsvarsspillere nede i bunden, der dækker foran nettet og den lave slot, mens en enkelt forward spiller højere oppe i slottet og forsøger at blokere afleverings- og skudbaner. Da 5-mod-3 er en sådan ulempe, fokuserer straffesparkere i trekanten primært på at eliminere nemme målchancer, som f.eks. skud fra den lave slot og afleveringer gennem banen.